Hårde stoffer på skoleskemaet

På Terndrup Skole er de hårde stoffer i denne uge på skoleskemaet for 8. og 9. klasse. Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

Stoffer bliver mere og mere udbredt blandt unge i Nordjylland. Derfor er det i denne uge på skemaet hos de ældste elever på Terndrup Skole.

Et rum, som skal illustrere, hvordan det føles at være påvirket af stoffer, er blot et element i en emneuge om stoffer for 8. og 9. klasse på Terndrup Skole.

- Jeg synes, det er godt, for så får du lært, at det ikke er noget, du skal gøre. Det er noget, du skal holde dig langt væk fra, siger Emma Møller, elev i 9. klasse på Terndrup Skole.

Ifølge elevernes underviser, er det vigtigere end nogensinde før at oplyse unge om konsekvenserne af stofmisbrug.

- Min mission er at klæde dem på til at stå imod presset, når de får tilbuddet om stoffer. Det er nemlig ikke et spørgsmål om, hvorvidt de får det, det er et spørgsmål om hvornår, siger Kim Jonas Nielsen, som er gæsteunderviser på temaugen om stoffer.

Denne uges undervisning i Terndrup er ikke en klassisk skræmmekampagne. De 54 elever i 8. og 9. klasse skal bruge gruppearbejde til at nærstudere stoffer og deres bivirkninger.

- Jo mere de ved om hvad for nogle konsekvenser, det kan få at gøre det, jo større er chancen for at man lader være med at gøre det, forklarer Kim Jonas Nielsen.

Hos SSP-konsulenterne i Rebild Kommune ser de også en stigning i antallet af unge, som eksperimenterer med stoffer - og hilser den oplysende undervisning velkommen.

- Når tilgængeligheden er så stor, så er vi nødt til at tale lige ud af posen og sige, at det forekommer og det kan lade sig gøre at få stoffer - selv herude på landet i rimelig fredelige områder, siger Jesper Kyhn, SSP-konsulent ved Rebild Kommune.

Elevernes temauge slutter i morgen aften med en messe, hvor de fremlægger resultaterne af deres arbejde for deres forældre.