Hårtab er tabu for kvindelige kræftramte

KNÆK CANCER: Mange kræftramte kvinder oplever at især hårtab i forbindelse med kemobehandling er et stort tabu.

Et af de helt store problemer ved kemobehandling af kræftpatienter er bivirkningerne. Mange oplever hårtab, og det er et stort tabu for mange af de kvindelige kræftpatienter.

Lone Nørgaard fra Aalborg købte selv en paryk, da hun fik konstateret brystkræft. Men hun valgte alligevel at gå igennem sygdomsperioden uden at skjule sit hårtab under en paryk.

- Til et selskab bliver jeg pludselig mødt med en bemærkning af en mand om, at kvinders identitet sidder i håret. Kvinders kvindelighed sidder i håret. Så traf jeg en beslutning - nej, jeg vil ikke gå med paryk, for det skal ikke være samfundets normer, der presser den her paryk ned over hovedet på mig, siger Lone Nørgaard.

Lone Nørgaard møder ikke mange mennesker, der - som hende - vælger at gå uden paryk. Men hun møder mange kræftpatienter, der ville ønske, at de turde.

- Jeg kan sagtens følge, at man gerne vil være anonym. Men jeg synes, det er ærgerligt for de kvinder, der siger, at de ikke har lyst til at gå med paryk, men som gør det, fordi de egentlig synes, at omgivelserne tvinger dem til det, siger Lone Nørgaard.

Ved fonden "A Race Against Breast Cancer" oplever man, at rigtigt mange kvinder er bange for at smide parykken.

- For nogen fylder det mere end tanken om, at man kan dø af kræft, siger Josina Bergsøe, der er bestyrelsesformand i fonden.

Hun fortæller, at mange føler, at de bliver stirret på. Det har Lone Nørgaard fra Aalborg også oplevet. Men langt størstedelen af de folk, der henvender sig til hende på gaden, bakker hende op.

- Sejt og godt gået siger de. Lad os få nogle flere af dem, for det er ikke i orden, at mænd kan gå uden paryk, når de mister håret på grund af kemo, men kvinder ikke kan gøre det, siger Lone Nørgaard.

Hun håber, at andre nordjyske kræftramte kvinder vil følge hendes eksempel.


Seneste nyt

fra Nordjylland