Hattrick til Fårup: Europas næstbedste - igen

Fårup Sommerland er netop blevet kåret til Europas næstbedste forlystelsespark. Det er tredje gang i træk, at den danske forlystelsespark vinder prisen.

Hver sommer forlader tusindvis af børn og barnlige sjæle Fårup Sommerland med et smil på læben efter at være blevet blæst godt igennem i rutsjebanerne, klaret strabadserne på junglestien og fået en skyller i vandlandet.

Det er ikke kun nordjyderne og de mange turister, der er vilde med Fårup Sommerland. Det er også en jury af forlystelseseksperter, som netop har kåret Fårup Sommerland til Europas næstbedste i kategorien "Forlystelsesparker med under 1 million årlige gæster”. Det er tredje gang i træk, at Fårup bliver kåret til næstbedst i Europa.

Det er det internationalt anerkendte forlystelsesmagasin Kirmes & Park Revue, der står bag prisen. Den blev uddelt mandag aften i Berlin i forbindelse med IAAPA’s (International Association of Amusement Parks and Attraction) årlige konference.

Prisen, European Star Award, uddeles efter at de nominerede parker har haft besøg af en meget dedikeret, internationalt anerkendt jury.

- Det er klart, at jeg på Fårups vegne er meget stolt og glad for prisen, som skyldes en flot holdindsats af alle medarbejdere i Fårup Sommerland. Vi har løbende investeret i parken, og det er naturligvis dejligt at se, at nyhederne er taget godt imod, men også at vores fokus på konstant at levere gæsteservice i verdensklasse bliver bemærket internationalt, siger administrerende direktør i Fårup Sommerland, Per Dam.

Han mener, at det blandt andet er Hotel Fårup, årets nyhed HVirvelvinden, efterårsferiekonceptet med Høstfest samt den generelle fokus på service, der har ført til den internationale anerkendelse, og folkene bag prisen er enige i, at det er Fårups mod til udvikling, der endnu engang har fået dem til tops på listen.

- Prisen hylder iværksætteri, mod og innovation i særklasse. Personligt er jeg meget glad for, at vores internationale jury-medlemmer ikke kun stemte de store spillere ind i top 10, men også familieejede parker som smukke Fårup Sommerland, der fortjener hæder for deres store engagement i at udvikle oplevelsesindustrien, siger Frank Lanfer, som er chefredaktør på Kirmes & Park Revue.

Ud over prisen som europas næstbedste forlystelsespark, vandt Fårup Sommerland også en pris for badelandet Aquaparken, hvor vandrutsjebanen Vandkanonen er kåret til Europas 5. bedste.


Seneste nyt

fra Nordjylland