Havnebad bliver forsinket

Aalborgs nye havnebad bliver sandsynligvis en måned forsinket, og åbnes dermed først 1. juli.

Det nye havnebad på havnefronten i Aalborg skulle have åbnet d. 1. juni, men nu er premieren formentligt udskudt i en måned.  En rapport fra Trygfonden slår nemlig fast, at sikkerheden ikke er i orden.

Trygfondens områdechef for badesikkerhed René Højer siger:

- Vi har undersøgt det nye havnebad og fundet en række forhold, som vi mener, skal forbedres, før vi vil stille med livreddere og garantere for badesikkerheden.

Trygfondens afgørelse kommer bag på bygherren Aalborg Kommune, der har bygget efter Københavns havnebad som forbillede.

- Vi er overraskede, fordi vi har fulgt erfaringerne fra København, men det var altså ikke godt nok, siger Stadsgartner i Aalborg Kommune Kirsten Lund Andersen.

Ifølge Trygfonden er Aalborgs nye havnebad ikke sikkert, fordi det mangler fast bund og sider. Det betyder, at badegæsterne kan komme ind under det flydende pontonanlæg. 


Seneste nyt

fra Nordjylland