Held i sprøjten hos landets bedste tyrekalve

I Aalestrup kunne man i weekenden se nærmere på nogle af Danmarks allerbedste tyrebøffer - og nosser.

Weekenden var et par dage i - ja, der er ingen vej uden om - tyrenossernes tegn i Aalestrup. Her var der nemlig åbent hus på byens avlsstation, hvor landets allerbedste tyrekalve var samlet.

I den branche er kvæg nemlig ikke bare kvæg. Kun de allerbedste bliver udvalgt som avlstyre, fordi generne er helt i orden. Og bliver man først valgt til dén opgave, kan en tyr blive far til ikke så få kalve.

Hver måned bliver der i Danmark solgt 15-18.000 portioner tyresæd. Et tal, der er stigende, fordi det er blevet populært at inseminere malkekvæg med sæd fra kødkvægtyre, for at de skal få lidt flere muskler.

- Mange malkeproducenter vælger at krydse kødkvæg ind på deres malkekvæg. Dermed får de et bedre produkt med hensyn til slagtedyr, siger Jørgen Larsen, som er formand for Kødkvægudvalget, Viking Danmark.

En god avlstyr vokser omkring to kilo bøffer om dagen. Prisen for en tyr ligger mellem 20.000 og 50.000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland