Hele Nordjyllands Håndsrækning: Tre finalister er udvalgt

Foto: Bruno Stagsted (arkiv)

Så er tre kandidater udvalgt til finalen om at blive tildelt Hele Nordjyllands Håndsrækning.

I efteråret modtog Broen Aalborg Hele Nordjyllands Håndsrækning på 69.093, nu er de tre nye kandidater fundet for foråret 2017. 

Det er AaB, der står bag den store donation, som tildeles hvert halve år. Klubben donerer 1 krone per fremmødt tilskuer til Alka Superligahjemmekampe på Nordjyske Arena. 

- Siden opstarten for to år siden har vi foreløbig støttet fire gode nordjyske formål, og ligesom de første gange har vi igen et spændende finalefelt med tre sympatiske og gode velgørende formål, der er udvalgt til afstemning, forklarer administrerende direktør i AaB, Stephan Schors.

Kandidaterne er blevet udvalgt af formanden for AaB Support Club Mads Aagaard, AaB-anfører Rasmus Würtz, bandirektør i Spar Nord John Lundsgaard, presse- og kommunikationschef i AaB Brian Andersen og efterårets vinder Maja Olsen fra Broen Aalborg. 

De tre kandidater dette forår er:

Råt&Godt der et værested, som er med til at gøre udsatte unge klar til job eller ungdomsuddannelse. Det er særligt håndværksmæssige opgaver de unge får lov at lave på værestedet. De går ind for genbrugsmaterialer, der er det eneste, der bruges, når de unge laver blandt andet brugskunst, pyntegenstande og boligartikler. 

Nordjysk Fødevareoverskud der er en non-proft organisation og socialøkonomisk virksomhed, der køres af frivillige. Her samler de hver uge overskudsfødevarer fra grossister, supermarkeder og bagere, der bliver leveret videre til sociale organisationer og udsatte borgere og asylcentre i Nordjylland. 

Kildehuset Aalborg der er et klubhus for voksne med psykiske lidelser eller sårbarhed. Her får de voksne mulighed for at hjælpe til med husets drift, hvor de får sociale, faglige og personlige kompetencer. Udover den daglige drift sørger medlemmer og medarbejdere også for, at der arrangeres fælles ture. 

Der kan her stemmes på, hvilken organisation, der skal vinde Hele Nordjyllands Håndsrækning foråret 2017. Afstemningen slutter fredag den 24. februar kl. 10.00 og vinderen bliver afsløret lørdag den 25. februar.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord