Seere fra 20 forskellige lande: Hele verden følger fyrets flytning

Øjne fra alle verdenshjørner følger lige nu flytningen af Rubjerg Knude Fyr. Særligt i Tyskland følger mange med.

Mange nordjyder og personer fra resten af Danmark har i disse timer opmærksomheden rettet mod den spektakulære flytning af Rubjerg Knude Fyr.

Men det er ikke kun i Danmark, at man har fået øjnene op for, at en enestående begivenhed finder sted i Lønstrup i Nordjylland.

Særligt mange mennesker besøgte begyndelse af flytningen, og der ventes mange tilskuere i løbet af eftermiddagen. 

Ud af de mange tusinde seere, der følger med på TV2 Nords livestream på Facebook, tv2nord.dk og Salto er der forbavsende mange udenlandske seere.

quote Der er jo ingen tvivl om, at den kæmpe store interesse fra mediernes side, også udenfor Danmarks grænser, er med til at sige, at her er noget, der er værd at komme og se.

Arne Boelt, borgmester, Hjørring Kommune (S).

- Direkte optagelse af flytningen af et fyr. Ikke noget, man se hver dag, skriver man eksempelvis på den australske Facebook-side Cape Byron Lighthouse Friends and Volunteers i et opslag, hvor livedækningen er delt til sidens følgere.

Da mangfoldigheden var på sit højeste, fulgte personer fra i alt 20 forskellige lande med i livesendingen fra Lønstrup. Særligt i Tyskland er der mange seere, og de udgør omkring 10 procent af seerne. Men også personer, der befinder sig i Norge, Sverige, USA, Colombia, Taiwan, Brunei og Skotland har øjnene rettet mod Nordjylland.

- Ikke I Skotland, men ret fascinerende alligevel, ikke?, skriver fakultetet Scottish Cultural Studies degree fra University of the Highlands & Islands i Skotland.

Borgmester vil have Besøgscenter på plads

Ud af de mere end 100 akkrediterede journalister, der har meldt sin ankomst, er flere også fra den udenlandske presse. Heriblandt Sveriges Radio og ARD fra Tyskland. Derudover har kommunikationskonsulent Mette Ring fra Hjørring Kommune også haft journalister fra BBC og CNN i røret.

- Der er jo ingen tvivl om, at den kæmpe store interesse fra mediernes side, også udenfor Danmarks grænser, er med til at sige, at her er noget, der er værd at komme og se.

- Derfor tror jeg på, at hvis vi er dygtige, og at vi i byrådet giver håndslag på, at vi skal forfølge det her, så tror jeg da på, at vi kan få mange turister de næste mange år, som vil komme herop og genbesøge fyret, siger Hjørrings borgmester, Arne Boelt (S).

Han mener, at det nu også er på tide at slå et slag for et besøgscenter ved fyret.

- Så skal vi også se, om vi kan få det besøgscenter op at stå, som skal ligge nede ved parkeringspladsen. Der håber vi på noget hjælp fra nogle fonde, så vi kan få fortalt hele historien om fyret, siger borgmesteren.


Seneste nyt

fra Nordjylland