Helseshots hitter, men hvor sunde er de egentlig?

Rødbede, chili og ikke mindst ingefær er hovedingredienserne i den nyeste sundhedstrend. Helseshots er populære som aldrig før, men hvor sunde er de små flasker trylledrik?

Shots er ikke en ny vare på hylderne i diverse supermarkeder, men de mest populære shots er nu hverken Gajol, Fisherman eller Tequila.

En helt ny trend har ramt danskerne, og det betyder, at du rigtig mange steder nu kan købe sunde helseshots. Her er der ingen alkohol i, men i stedet ingefær, rødbede og chili.

- Jeg synes, at de smager godt. Jeg er ikke så glad for at betale 13 kroner for dem, men de hjemmelavede kan jeg rigtig godt lide, siger Gustav Andersen, der i dag var kunde i 7-Eleven i Aalborg centrum.

Hos 7-Eleven forventer man, at sælge over en million helseshots i kædens butikker i løbet af 2016, og Rynkeby melder også om stigende salgstal.

- De er blevet meget populære, og det er de blevet efter en lidt tung start. Nu går det rigtig godt, og vi sælger rigtig mange af dem. Det er omkring 30-40 shots om dagen, siger Kai Mandrup, der er franchisetager hos 7-Elven i Aalborg.

Rigtig mange danskere har kastet sig over den nye trend, og flere har prøvet at lave de nye helseshots selv. Indtil nu har der floreret mange meninger, rygter og holdninger om, hvor sunde den nye trend er.

- Det er ikke på nogen dokumenteret effekt af, at man indtager et skud ingefær eller rødebedejuice, eller hvad folk nu drikker, og at det så påvirker immunforsvaret. Det kan være en lille del af det, som gerne skulle være en sund varieret kost, og det kan være en glimrende måde at drikke nogle grøntsager på, men de udretter altså ikke mirakler, siger ernæringsekspert Christian Bitz.


Seneste nyt

fra Nordjylland