TV2 Nord

Helt særlig kunst i Aalborg: Spastisk lammelse er ingen hindring

01:50

Den nordjyske kunster Kristian Sverdrup bruger sin sygdom til at skabe kunst og vinder hæder i både ind- og udland

For første gang i Nordjylland skal kunstneren Kristian Sverdrup udstille sine værker, hvor han gør brug af sin spastiske lammelse. Det er en noget anderledes form for kunst, og spørgsmålet er, om det falder i nordjydernes smag?

Lørdag klokken 13 slog Kunsthal NORD i Aalborg dørene op for en noget særlig kunstudstilling.

- Det er lidt anderledes end, hvad jeg sådan ellers har oplevet, siger Charlotte Baldur fra Vadum, der er kommet for at se udstillingen ”Kunstneren som værk”.

Det er den nordjyske kunstner Kristian Sverdrup, der står bag udstillingen. Han er landets eneste spastisk lammede billedhugger og bruger sin sygdom til at fremstille kunst.

- Jeg er blevet testet meget på hospitalet, og da jeg så den her data over det, så tænkte jeg - det her kan jeg bruge. Jeg kan ikke lade det gå til spilde, siger Kristian Sverdrup.

Kristian Sverdrups værker er skabt ud fra videnskabelige tests og undersøgelser af hans spastiske krop. En ny form for kunst, som aldrig er set før i det nordjyske.

- Alt, hvad vi laver på Kunsthal Nord er et sats. Kunsten er et sprog, som man først skal lære at forstå. Det er svært. Man kan heller ikke forstå kinesisk før, man lærer det. Så jeg håber, at nordjyderne vil give det en chance og tage godt i mod det, siger Henrik Broch-Lips, der er leder af Kunsthal NORD.

Flere kunstkendere har anerkendt Sverdrups værker, og han har udstillet på store steder både i Danmark og i udlandet. Det er dog første gang han har sin helt egen udstilling, og første gang, han viser frem i Nordjylland.

- Det her er jo min gamle home town, så det er lidt en drengedrøm for mig, at få lov til at udstille her, siger Kristian Sverdrup.

Flere end 100 nordjyder kom lørdag for at se Sverdrups værker, men om kunsten falder i nordjydernes smag - det vil tiden vise.
Charlotte Baldur fra Vadum er i hvert fald ikke afvisende.

- Jeg var lidt skeptisk, inden jeg kom. Jeg tænkte, det var mærkeligt at bruge sådan nogle undersøgelser og test i en kunstudstilling. Men jeg synes det er interessant - det må jeg sige, siger Charlotte Baldur.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto

Flere nyheder fra TV2 Nord