Hentet med helikopter efter norske tæsk

Efter et slagsmål på Stena Saga er en nordmand indlagt på Sygehus Syd. De tre norske gerningsmænd er sendt med politiet tilbage til Norge. OPDATERET.

Det var blandt andet et spark i hovedet, der sendte en nordmand på sygehuset efter klammeri med tre berusede landsmænd ombord på Stena Saga. Manden blev slået og sparket i så voldsom grad, at han måtte hentes med helikopter i internationalt farvand.

- Han har fået nogle bank, så vi sendte en helikopter ud efter ham, siger vagtchef Per Vagn Nielsen til TV2/Nord.

Søværnets Operative Kommando kontaktede klokken seks i morges Nordjyllands Politi, hvorfor de rykkede ud med helikopter. Skibet lagde til kaj i Frederikshavn cirka halvanden time senere.

De tre nordmænd blev afhørt af politiet, men er nu sendt tilbage til Norge. Herefter tager det norske politi sig af dem. Nordjyllands Politi har faxet papirerne til det norske politi.

Det norske offer må blive lidt i Danmark endnu på grund af sine skader.


Seneste nyt

fra Nordjylland