Her er AaBs nye 10'er

Rasmus Jönsson er hentet på en toårig aftale.

AaB har købt svenske Rasmus Jönsson fri af sin kontrakt med tyske Wolfsburg. Den lange svensker veksler dermed sidste sæsons lejeaftale til en toårig permanent aftale.

- Rasmus er en klassespiller, og i den seneste sæson så vi hans store værdi for holdet, hvor hans blik for spillet gav adskillige mål, assists og chanceskabende afleveringer, siger AaBs sportschef Allan Gaarde.

Jönsson har netop gennemgået en operation i lysken, og der kommer derfor til at gå noget tid, inden de forsvarende Danmarks- og pokalmestre kan få lov at se ham i aktion. Sidste sæson var angriberen også plaget af skader, men alligevel havde AaB ingen bekymringer ved at skrive en toårig kontrakt med ham.

- Vi er sikre på, at vi endnu ikke har set det bedste fra ham, og vi glæder os til igen at se ham trække den rød-hvide trøje over hovedet, siger Allan Gaarde.

Jönsson selv begrunder skiftet med det team, der er omkring AaB, som han beskriver som værende perfekt. Derudover lader svenskeren også til at være faldet godt til uden for banen.

- Jeg føler mig meget værdsat og trives virkelig i Aalborg, så jeg glæder mig til at komme tilbage og er meget opsat på at vise fansene hvor god jeg er, når jeg er på 100 procent, siger Jönsson til klubbens hjemmeside.

Rasmus Jönsson har spillet 20 kampe for AaB og scoret seks gange.


Seneste nyt

fra Nordjylland