Her er Nordjyllands mest fremviste boliger

Arkiv.

Nogle boliger trækker flere besøgende end andre. Her kan du se top fem over de mest fremviste boliger i Nordjylland.

Nogle boliger er mere populære end andre. Tusindvis har kigget nærmere på boligerne herunder, som derved er de mest fremviste i Region Nordjylland. Det viser en ny opgørelse fra Boliga.

Her er top fem over de mest fremviste nordjyske boliger:

1. Kandestedvej 159, 9990 Skagen

Det var ikke ligefrem et lynsalg, da sangerinden Anne Linnet udleverede et ekstra sæt nøgler til ejendomsmægleren tilbage i 2010. I mere end tre år - eller præcist 1201 dage - var huset udbudt til salg. I den tid var hele 30.724 besøgende forbi.

Det var først i 2015, der kom et nyt navn på skødet, og det derved var et nyt hold beboere, der kunne nyde den 168 kvadratmeter store villa. Blandt andet med en tennisbane på den 30.000 kvadratmeter store grund.

2. Havbakkevej 4, 9690 Fjerritslev

Mellem klitterne i Slettestrand ligger et sommerhus, som det tog et par forsøg for komiker og entertainer Jacob Haugaard at få solgt.

Hele 24.753 var forbi den 155 kvadratmeter store stråtækte villa, der har udsigt over Vesterhavet.

3. Skagensvej 322, 9981 Jerup

Han var en af landets bedste fodbold-forwards, og sammen med sin hustru var han også ejer af den tredje mest besøgte bolig i Nordjylland.  

Harald Nielsen - også kendt som Guld-Harald - satte i 2012 sin landejendom til salg, der bestod af både villaen, en lagerhal og en staldbygning. Den blev besøgt af 16.707 personer.

4. Koralbanke 23, 9990 Skagen 

På fjerdepladsen ligger denne villa i Skagen. Boligen har været længe på markedet - den har en liggetid på knap fem år.

Her har 10.860 været forbi og se huset.

5. Flagbakkevej 11, 9990 Skagen 

Det vakte opsigt, da huset her kom til salg. Kvadratmeterprisen lød i første omgang på intet mindre end 316.456 kroner.

At det var en noget optimistisk pris måtte sælger senere erkende. Huet blev efter knap to år til salg sænket gevaldigt i pris - og den endelige salgspris endte endnu lavere. Her kiggede 9.466 boliginteresserede forbi. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord