Dramatisk redningsaktion: Hest hevet op af vandhul med stropper og rendegraver

En hest ved Vadum var i panik løbet ud af sin indhegning og endt med hovedet først i et vandhul.

Normalt er det en opgave, der hører til det private, men søndag formiddag valgte Nordjyllands Beredskab alligevel at ile ud til en nødstedt hest, der var faldet i et vandhul, tæt på Vadum, da ejeren ikke havde en forsikringsaftale.

Det fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Bent Pedersen.

- Vi fik en opringning fra et par unge piger og valgte at tage opgaven. Vi fik ejeren til at skaffe en dyrlæge, der vidste mere om, hvordan vi kunne gribe det an, og så lykkedes det efter tre kvarter at få den her hest op ad grøften, siger Bent Pedersen.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

- Vi stod med en borger, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre, og vi ville gerne skabe lidt tryghed og vise os frem. Men som borger skal man normalt have en forsikringsaftale, på samme måde som hvis det er en bil, der ender i grøften.

Hesten havde stået i sin indhegning på Skelvej og var pludselig blevet forskrækket og var sluppet ud af sin indhegning, hvor den i sin panik ender med hovedet i grøften.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjyllands Beredskab kom efterfølgende til stedet og fik sat nogle stropper ind under hesten og fik med hjælp fra en nabo, der havde en rendegraver, trukket hesten op af grøften igen. 

Efterfølgende kunne hesten ikke rejse sig på alle fire ben, men var i live. Bent Pedersen fortæller, at han ikke ved, hvad der siden er sket med hesten. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland