Heste løs i farligt kryds

En flok heste skabte torsdag trafikale problemer, da de løb løs i et farligt vejkryds mellem Fjerritslev og Brovst.

Ingen kom til skade, men en flok heste skabte torsdag over middag problemer ved hovedvejen mellem Fjerritslev og Brovst. De fem heste løb rundt på vejbanen i krydset mellem Trekronervejen og Aalborgvej.

Beredskabsfolk var på stedet og forsøgte at indfange de løbske heste, som skabte problemer for trafikken. Flere biler måtte stoppe, fordi hesteflokken flere gange krydsede vejen i krydset, hvor der er sket en del uheld gennem tiden.

Efter noget tid kom ejeren af hestene til stedet, og det lykkedes at få alle de firbenede sikkert indfanget.


Seneste nyt

fra Nordjylland