Heste reddet ud fra brand

Hurtig reaktion fra beboere på en brændende landejendom reddede heste fra flammerne.

Fire heste blev onsdag morgen reddet ud fra en brændende bygning på en landejendom på Rold Baunehøjvej ved Rold. Det fortæller indsatsleder Allan Frisk fra Mariagerfjord Beredskab.

Branden blev opdaget kort før klokken syv på et halmloft over en staldbygning, hvor hestene stod opstaldet.

Allerede da beredskabet ankom, var hestene reddet ud, og beredskabets hurtige indsats ved branden betyder, at stuehuset på gården ikke er skadet af branden.

- Nu skal vi bruge nogle timer til noget efterslukning, siger Allan Frisk onsdag formiddag.

Nordjyllands Politi blev også kaldt til stedet, og ifølge vagtchef Bent Højgaard kan der blive tale om, at teknikerne skal gennemgå brandstedet, da det ikke er klart, hvordan branden er startet.


Seneste nyt

fra Nordjylland