Hestevæddeløb i silende regn

Trods kraftig regn over Nordjylland blev det traditionsrige Asaa Hestevæddeløb gennemført, og mange af de trofaste tilskuere dukkede op.

Asaa i det østlige Vendsyssel er et af de steder, der blev hårdest ramt af søndagens regn. Men det forhindrede ikke trav- og galopheste samt deres kuske og ryttere til at stille til start ved det traditionsrige Asaa Hestevæddeløb.

I 13 løb dystede heste og ponyer, og selv om rytterne passede på, blev der givet gas på væddeløbsbanen.

Væddeløbet blev afholdt første gang i 1927 og tiltrækker normalt tusindvis af tilskuere. Den kraftige regn holdt nogle tilskuere væk, men for nogle er det en fast tradition at dukke op - uanset vejret.

- Jeg er kommet her i 30 år, så det er noget, vi bare skal med til. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vejret holder nogle væk, men jeg skal af sted. Så må man jo bare klæde sig på til det, siger Esben Würtz fra Asaa.


Seneste nyt

fra Nordjylland