Hirtshals Havn præsenterer rekord-omsætning

Foto: Lone Vad Dam (arkiv)

Bestyrelsesformand Anker Laden kan konstatere at Hirtshalv Havn i 2014 satte omsætningsrekord.

En rekordomsætning på 68,5 millioner kroner og en vækst på 8,2 procent. Det var nogle af de glædelige beskeder bestyrelsesformand for Hirtshals Havn Anker Laden kunne levere, da havnens årsregnskab for 2014 blev præsenteret.

- Det er naturligvis tilfredsstillende at kunne fremlægge et årsregnskab, der rummer enomsætningsrekord på 68,5 mio. kr. og et regnskabsresultat på 11,3 mio. kr. At vi realiserer et pænt regnskabsresultat matcher først og fremmest de væsentlige investeringer i landudvidelse og infrastruktur, som vi gennemfører allerede i 2015. Yderligere er rekordomsætningen særligt interessant når vi tager i betragtning, at det reelt er et udtryk for aktiviteterne og erhvervsklimaet på Hirtshals Havn og i Hjørring Kommune. Havnen har over de seneste år realiseret en synlig vækst, og udviklingen skal være fundamentet for den fortsatte udvikling og vækst, som vi her i 2014 konkretiserede i "Vision 2020", siger Anker Laden.

Hirtshals Havn har brugt de flotte resultater til at afvikle gæld, så havnens samlede økonomi bliver sundere og får et større råderum.

I 2015 skal Hirtshals Havn udvides med 250.000 kvadratmeter og samtidig er Transportministeriet og Hjørring Kommune ved at anlægge en godsbaneterminal mellem Hirtshals Transport Center og Hirtshals Havn. To investeringer havnen forventer vil drive væksten i de kommende år.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord