Hjælp fordelt til ofre for brand

02:06

Foto: Lone Vad Dam

1 af 2

Lokale ildsjæle har siden tirsdag samlet hjælp ind til de 28 beboere, der tirsdag mistede deres hjem i en stor brand i Løgstør. Torsdag blev de første gaver delt ud.

For få dage siden mistede beboerne på Bredgade 75 i Løgstør deres hjem til en stor brand, der raserede en hel boligblok. Mange af dem forlod deres hjem kun i det tøj, de stod og gik i, og de er siden blevet genhuset på ubestemt tid.

Den katastrofale situation har berørt mange mennesker i lokalsamfundet, og siden tirsdag har en række ildsjæle arbejdet for at samle blandt andet tøj, sko og møbler ind til ofrene for branden. På Løgstør Boligforenings kontor har der været en lind strøm af mennesker for at aflevere sække med gaver. Og en gruppe unge mennesker har samlet ind via en Facebookgruppe.

- Det er jo fuldstændig overvældende. Det er fantastisk, at lokalsamfundet kan tænke sådan på de beboere, der er berørte af den katastrofe, der er sket, siger Bodil Svenningsen, der er formand i Løgstør Boligforening.

Torsdag formiddag var beboerne samlet til møde med boligforeningen, og her var hjælpen allerede klar. Beboerne fra den raserede ejendom blev inviteret ind på kontoret for at tage de ting, som de har brug for. En af de beboere er Anja Lolholm. Hun boede på 2. sal i boligkomplekset, og hendes lejlighed er fuldstændig ødelagt.

- Vi har intet tilbage, så det er med at få al den hjælp, man kan. Og især lige herop til juletid, fortæller en tydeligt påvirket Anja Lolholm.

Hun er dybt taknemmelig for den hjælp, som både private og erhvervsdrivende har tilbudt.

- Jeg vil sige tusind, tusind tak. Og det tror jeg, jeg kan sige fra alle mine naboer og dem fra opgangen, siger Anja Lolholm.

Løgstør Boligforening har nu modtaget så mange ting, at de har mere end rigeligt til de berørte beboere. De ting, der bliver i overskud, vil boligforeningen give til lokale genbrugsforretninger, så andre mennesker kan få glæde af donationerne.