Hjælp til ældre i it-nød

Ældre skal undervise andre ældre i blandt andet at brude NemID. Det sker i samarbejde med Aalborg Kommune og Ældre Sagen.

SeniorDigital er et projekt, hvor ældre hjælper andre ældre med at få styr på NemID og selvbetjening på kommunens hjemmeside.

- Det er Aalborg Kommunes mål at gøre aktivitetscentrene til 'Digitale Ambassader'. Her kan borgerne få adgang til en computer for at udføre digital selvbetjening, og de kan få hjælp og vejledning efter behov. Vi forventer meget af samarbejdet, da vi ved, den bedste undervisning foregår blandt frivillige i velkendte lokaler. Det kan eksempelvis være ældreområdernes aktivitetscentre, hvor borgerne allerede kommer, siger Tina French Nielsen fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

I projektet hjælper Ældre Sagens IT- instruktører borgerne og de frivillige på ældreområdernes aktivitetscentre og i Ældres Sagens datastue.

- Nogle ældre er lidt teknologiforskrækkede og kender måske ikke de mange muligheder, de har på internettet. Men med lidt introduktion, kan de hurtigt lære det, siger Hans Vinther Buus, som er formand for Ældre Sagen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland