Hjælp til forældre med meget syge børn

Regeringen løsner den tidligere regerings økonomiske pres på forældre, der passer alvorligt syge børn.

Forældre med alvorlig syge børn får fremover nemmere ved at tage orlov for at passe børnene. Regeringen vil forhøje loftet for tabt arbejdsfortjeneste.

Siden 1. januar i år har forældre, der går på plejeorlov, højest kunne få 19.613 kroner om måneden før skat. Ændringen var led i den tidligere regerings genopretningspakke. Men det vil den nye regering lave om på, og det ser både Kræftens Bekæmpelse og Dansk Sygeplejeråd frem til.

- Det er meget positivt, og jeg håber, man genindfører, at man kan få fuld løn under sin orlov, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Ifølge finanslovudspillet sætter regeringen via satspuljen 429 millioner kroner af de kommende to år til blandt andet forhøjelse af ydelsesloftet i ordningen for tabt arbejdsfortjeneste, så flere får en rimelig kompensation ved pasning af alvorligt syge børn og handicappede.

- De færreste kan sætte sig ind i, hvor krævende det er at have et alvorligt sygt barn. Og når man så bliver straffet på økonomien, så man måske ikke kan betale huslejen, så bliver det meget svært at bevare optimismen, siger Grete Christensen.

Helene Dissing er sygeplejerske på Hobro Sygehus og mor til tre børn. De seneste seks måneder har hun været på orlov for at passe sin treårige dreng, der har leukæmi.

- Vi har måttet lægge et stramt budget. Vi har skrællet alt væk, pension, efterlønsbidrag og også overvejet at sælge bilen, selvom vi bor på landet og ikke har nogen indkøbsmuligheder i gåafstand, siger hun.

Også Kræftens Bekæmpelse ønsker, at loftet skal helt væk.

- Børnene har brug for, at deres forældre er til stede under behandlingen.

- Der er ikke et alternativt tilbud i sundhedsvæsnet, der erstatter den indsats, forældrene gør i forbindelse med behandlingen, ligesom der ikke er offentlige tilbud om børnepasning for de syge børn, siger Kræftens Bekæmpelses direktør, Leif Vestergaard Pedersen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland