Hjælp til tilbudsjagten

Hvis du har en iPhone, så har du måske downloadet et program udviklet af to unge nordjyder. De bruger en stor del af deres tid på at læse tilbudskataloger - og det skal også komme andre til gode.

I stedet for at tæske samtlige tilbudskataloger igennem, har Christian Birch og Morten Bo udviklet et program til smartphones - kaldet en app, som gør tilbudsjagten endnu nemmere. Indtast det du mangler - og telefonen fortæller dig, hvor du kan få det billigst - og hvor langt der er derhen.

- Vi er ret sikre på, at det er en god ide. Folk tager også rigtig godt imod det - applikationen ligger på over 10 procent af alle iPhones nu, fortæller Christian Birch til TV2/Nord.

De to unge fyre har indtil videre droppet at få en videregående uddannelse - i stedet satser de alle deres kræfter på deres hjemmeside etilbudsavis.dk - og ikke mindst programmet med tilbudsjagt via sin mobiltelefon. 

Det er ikke første gang Christian og Morten prøver nye koncepter på internettet. Før Facebook slog an herhjemme lancerede de privatfesten.dk. Her kunne unge mennesker vise billeder fra deres fester - og planlægge nye. Nu er konceptet solgt videre - til fordel for tilbudsaviserne, som får al opmærksomheden. Selv julenat sad de to og kategoriserede tilbud.

Indtil videre har omkring 37.000 brugere downloadet de to nordjyders etilbudsavis til mobiltelefonen. Programmet er gratis, men butikkerne betaler for at være med. 

I løbet af uge regner de med, at der er en opdateret version af etilbudsavis til iPhones, som blandt andet indeholder en intelligent huskeseddel.


Seneste nyt

fra Nordjylland