Hjælp til unge mødre og fædre er en succes

På et år har mere end 50 unge forældre fået styrket deres netværk, forældrekompetencer, handlemuligheder og tilknytning til job og uddannelse i Mødrehjælpens projekt "Unge Familier på Vej."

Unge familier i Aalborg er kommet godt i gang med deres nye tilværelse takket være Mødrehjælpens rådgivning i Aalborg. Her ét år efter betegner Mødrehjælpen projektet "Unge Familier på Vej" som en succes.

I alt har mere end 50 unge forældre fået rådgivning og støtte til de udfordringer, man kan opleve som unge forældre.

Målet er bland andet at styrke de unge forældres netværk og forældrekompetencer, give dem handlemuligheder og forbedre deres tilknytning til job- og uddannelsesmarkedet.

-Vi måler løbende på vores indsats for at sikre os, at vi hjælper bedst muligt. På alle områderne kan vi se, at de unge forældre udvikler sig i en positiv retning. Succesen skyldes især vores helhedsorienterede tilgang, hvor vi arbejder hele vejen rundt om familiens situation. Her går baby, økonomi, parforhold og uddannelsesvalg hånd i hånd, siger Ulla Krogager, Mødrehjælpens rådgivningschef i Aalborg.

Projektet findes også i Aarhus og Odense. I alt kommer 72 % af de unge mødre i uddannelse efter endt forløb hos Mødrehjælpen. Det er rigtig flot i forhold til unge mødres generelle uddannelsesniveau. I 2010 viste en analyse fra Centre for Economic and Business Research ved Copenhagen Business School, at kun 40 % af de kvinder, der fik børn som 21-årige eller yngre, havde fået en kompetencegivende uddannelse, da de fyldte 30 år.

-Vi ved, at hvis du bliver forælder i en ung alder, er der øget risiko for, at der er ting, du skal have hjælp til. Men det betyder ikke, at man ikke er og bliver en god forælder, hvis man er ung. Det kan man sagtens blive. Nogle skal blot have mere støtte. Hos Mødrehjælpen ser vi, at med den rigtige hjælp og støtte gør vi en mærkbar forskel for vores brugere, siger Ulla Krogager.


Seneste nyt

fra Nordjylland