Hjælpende hånd til udlændinge

I dag åbnede et nyt servicecenter for udlændinge på Nytorv i Aalborg. Centret "International Citizen Service North" skal hjælpe udenlandske arbejdstagere til mindre papirbøvl.

Fra i dag kan udenlandske arbejdstagere her få hjælp med alt fra skattekort og opholdstilladelse til cpr-nummer, sundhedskort og kørekort.

- Det gavner udlændingene på den måde, at vi samler alle myndigheder under et tag. Tidligere har de skullet gå rundt til mange forskellige myndigheder, så det skulle gerne give nogle enklere og lettere sagsgange, siger Anette Ravnholt, kontorchef ved Statsforvaltningen Nordjylland.

Det hjælper ikke kun udlændingene selv. Danmark kommer også til at stå bedre rent konkurrencemæssigt. De enklere sagsgange betyder også, at det bliver nemmere at lokke kvalificeret arbejdskraft til landet. Men hvor stort er behovet reelt i Nordjylland?

- Statsforvaltningens EU-afdeling alene behandler årligt omkring 2500 ansøgere, og de skal jo allesammen videre til andre myndigheder, så der er helt klart et behov for at samle det hele under et tag, siger Anette Ravnholt.

Udover i Aalborg, er der også åbnet International Citizen Service centre i Odense og København, og i morgen åbner der et i Aarhus.


Seneste nyt

fra Nordjylland