Hjemmelavede juledekorationer: Kender du reglerne? Disse ting må du ikke tage med hjem

Skoven er fyldt med julepynt for eksempel kviste og kogler, men hvilke af disse eftertragtede pyntegoder må du egentlig tage med hjem til jul?

Julemåneden nærmer sig med hastige skridt. Julen er lig juledekorationer, og mange nordjyder går selv i skoven og finder pynt til hjemmelavede dekorationer. Men faktisk er der regler for hvor meget, man må tage med hjem fra skoven.

Ifølge naturbeskyttelsesloven må man kun indsamle til privat brug og i et begrænset omfang. Det er i statsejede skove, men hvis det er i private skove, må man kun gå på stier og samle ind der fra. Som en tommelfingeregel i statsskovene siger man, at man må tage det med hjem, man kan have i en plasticpose. Reglen er kendt af mange skovgæster, men den er ikke lovfæstet.

Det er tilladt at samle nødder, bær, svampe, frø, kogler, blomster, urter, grene, kviste, mos og lav. Kogler må kun tages fra skovbunden.

Når det handler om grene og kviste, må der ikke klippes eller skæres af nåletræer uden ejerens tilladelse. Det er uanset træarten. Dog er det i offentlige skove tilladt at skære og klippe grene af løvtræer, der er over 10 meter høje.

Juletræer må aldrig tages med hjem uden ejerens tilladelse.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord