Hjemmerøvere låste sig ind til kvinde

32-årig kvinde overrasket af maskerede mænd natten til torsdag.

Kort efter midnat natten til torsdag blev en 32-årig kvinde overrasket af to maskerede mænd, der pludselig stod i hendes hjem i Bispensgade i Hjørring.

Med en nøgle til lejligheden som de to mænd havde fundet udenfor, havde de låst sig ind. Da de kommer ind og overrasker kvinden, råber de efter penge, ligesom de slår den 32-årige med både knytnæver og flad hånd.

- De roder lejligheden igennem for at finde penge, men kommer ikke afsted med andet end en mobiltelefon, fortæller politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Hjørring.

Torsdag formiddag har politiet ledt efter to personer som man formoder er gerningsmændene.

- Det har vi en meget stærk formodning om, men vi har ikke fundet dem, så vi tror, de ved, vi leder efter dem.

De to mistænkte er begge fra Hjørring og er 29 og 36 år gamle.

Kvinden var torsdag inde til afhøring om røveriet. Hun havde det efter omstændighederne godt, men er rystet og har blå mærker efter slagene.


Seneste nyt

fra Nordjylland