Hjemmeside hænger politifolk ud

Nordjyske betjentes ægtefæller og børn risikerer at blive registreret på en offentlig hjemmeside. Dybt forkasteligt lyder det fra Nordjyllands Politi.

Ole Christiansen fra Vesthimmerland har gennem sin hjemmeside politietdummersig.dk offentliggjort navnene på flere personer i ordensmagten.Heriblandt 11 personer fra Nordjyllands Politi. Ifølge Ole Christiansen fordi han har modtaget mange klager over ordensmagten på sin e-mail.

Politidirektør Elsemette Cassøe er forarget.

- Jeg synes det er ganske urimeligt, at vores medarbejdere bliver udsat for den form for chikane, siger Elsemette Cassøe til TV2/Nord.

Ole Christiansen forklarer, at hvis man som borger vil sætte en betjent på den sorte liste, så skal man skrive en troværdig mail til ham, men dokumentation er ikke nødvendigt.

- Hvis det er en realistisk klage ud fra, hvad jeg kan læse, så lægger jeg betjentens navn ud på hjemmesiden, siger Ole Christiansen.

Klager fra politiforbundet har imidlertid fået webudbyderen bag hjemmesiden til at afbryde samarbejdet, men det stopper ikke Ole Christiansen. Nu vil han skifte til en russisk udbyder og i stedet udvide offentliggørelserne. Nu skal betjentenes familiemedlemmer også registreres.

- Vi vil lægge billeder ud af de pågældende betjente, der bliver klaget over. Vi vil lægge adresserne ud på de stationer, som betjentene hører til under samt deres tjenestetelefonnummer og oven i købet også civile oplysninger om, hvem de er gift med, hvor mange børn de har, og hvilket område de bor i, siger Ole Christiansen til TV2/Nord.

En melding, der ikke falder i god jord ved Nordjyllands Politi.

- Jeg synes, det er stærkt ubehageligt for vores medarbejdere, at deres familiemedlemmer - koner og børn - på den måde skal bringes ind i en ting, som de slet ikke har noget med at gøre, siger politidirektør Elsemette Cassøe.

Det stopper dog ikke Ole Christiansen.

- Hvis man kan være gift med en betjent, der overtræder loven, så burde man måske råde den betjent til at overholde loven, siger han.

Ifølge ekspert i persondataret, Charlotte Bagger Tranberg, der er lektor ved Aalborg Universitet, er det ikke ulovligt at skrive lister med navne, titler og arbejde på en hjemmeside som politietdummersig.dk

- Men man skal være klar over, at fordi han lægger dem derud, er det ikke ensbetydende med, at de pågældende personer er blevet straffet for noget. Der er bare nogen, der er utilfredse med politiets arbejde, siger Charlotte Bagger Tranberg.

Men når Ole Christiansen lægger de personfølsomme oplysninger ud på en ny hjemmeside, hvis han opretter en hjemmeside gennem en russisk udbyder, så bliver det ifølge persondataeksperten ulovligt og strafbart, fordi det bliver overført udenfor EU.


Seneste nyt

fra Nordjylland