Hjerneskadet får tilbudt jobsamtale

Foto: TV2/Nord

En stærkt hjerneskadet kvinde fra Aalborg har fået brev fra det lokale jobcenter - der vil finde ud af, om hun er interesseret i at få et job.

Det oplyser P4 Nordjylland.

Kvindens mor, Anne Marie Buthler, ryster på hovedet. - Hun kan ikke engang udtrykke et ønske om et arbejde. Hun har ikke noget sprog, siger Anne Marie Buthler.

Jobcenter Aalborg har sendt brev ud til kommunens 3.500 førtidspensionister under 50 år. Det har kommunen gjort, fordi Aalborg er en af 19 kommuner, hvor Arbejdsmarkedsstyrelsen laver et tilbud for førtidspensionister, der gerne vil tilbage i job.

Det fortæller Kirsten Hein, der er leder af virksomhedscentret. Men hun mener ikke, at at jobcentret kunne have sorteret i hvem af førtidspensionisterne, der skulle have brevet.

- I det brev, vi sender ud, er det helt klart, at det er et tilbud. Der er ikke tale om nogen indkaldelse, forklarer hun.

Alligevel kan Anne Marie Buthler ikke forstå, at der bliver brugt penge på at indkalde stærkt handicappede til jobsamtaler samtidigt med, at man sparer på institutionerne.

- Det her er jo ikke den første ting, vi har modtaget. Det her var bare for meget synes jeg, siger hun.

Flere nyheder fra TV2 Nord