Hjørring Citybus konkurs: 39 busruter ramt – se ruterne her

Busselskabet Hjørring Citybus er tirsdag gået konkurs og kører ikke fra onsdag. Nordjyllands Trafikselskab knokler for at finde en løsning.

Hjørring Citybus er gået konkurs. Sådan lød meldingen tirsdag eftermiddag til Nordjyllands Trafikselskab, som bruger busselskabet som leverandør.

Konkursen har virkning fra tirsdag aften klokken 24. Derfor har Nordjyllands Trafikselskab travlt med at finde løsninger, så passagererne ikke må vente forgæves på busserne onsdag morgen.

- Hele vores kontraktafdeling er lige nu ved at ringe rundt til andre leverandører. Vi arbejder hårdt på at få lavet aftaler om ruterne, siger Gine Petersen, der er presseansvarlig ved Nordjyllands Trafikselskab.

I alt kører Hjørring Citybus 39 ruter. Mange af ruterne er lokalruter, som primært kører med skolebørn. Den kommune, der er hårdest ramt af konkursen, er Hjørring Kommune.

Ved Nordjyllands Trafikselskab håber de på hurtigt at kunne besætte ruterne med busser fra andre selskaber, og Gine Petersen forventer, at mange af ruterne allerede vil køre planmæssigt onsdag morgen.

- Vi håber på det bedste og har en forventning om, at vi har en løsning i løbet af et par dage. Vores førsteprioritet er at få besat skoleruterne, så børnene kan komme i skole og hjem igen, siger Gine Petersen.

Passagerer kan holde øje med Trafikinfo for at finde ud af, om deres busrute bliver aflyst. Sker det, at ruten bliver aflyst, gælder rejsegarantien. Det betyder, at man kan få refunderet regningen, hvis man tager en taxa eller bliver kørt i privat bil. Læs mere her.

OPDATERING: Det fremgik af en tidligere version af artiklen, at der var tale om 44 ruter. Nordjyllands Trafikselskab oplyser, at der var fejl i listen. Det drejer sig i stedet om 39 ruter.

Disse ruter er ramt af konkursen

Regionale ruter: 72, 74, 78, 202, 224, 274, 311, 312, 314, 318, 319, 404, 409, 414, 610, 800, 801, 802, 803, 804, 805, 810, 811, 812. 813, 820, 821, 822, 830, 831, 832, 852

Frederikshavns bybusser: Linje 1, 2, 3, 4, 5, 11 og 13

Seneste nyt

fra Nordjylland