Hjørring Kommune vil lave lokalaftale om lærernes arbejdstid

Overenskomstforhandlingerne 2018 sluttede uden en løsning på lærernes arbejdstid, men nu går Hjørring Kommune efter en lokalaftale.

Det overenskomstforlig, der lige nu er til afstemning blandt fagforbundenes medlemmer, indeholder ikke en egentlig aftale om lærernes arbejdstid. I forliget er man blevet enige om at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal se på lærernes arbejdstid, men nu går Hjørring Kommune efter at lave en lokalaftale med Lærerkreds Nord. 

Lærerkreds Nord og Hjørring Kommune var hurtige til at finde en fælles forståelse for lærernes arbejdstid, da den såkaldte lov 409 i 2014 blev indført efter et flertal i folketinget stemte den igennem. Nu skal Hjørring Kommune og Lærerkreds Nord se om de igen kan nå til enighed om lærernes arbejdstid, skriver Flaskeposten.nu. 

– Jeg har bedt administrationen om at gå i realitetsforhandlinger med Lærekreds Nord om en lokalaftale om lærernes arbejdstid. Vi har i forvejen værdisættet 'fælles forståelse', som sætter gode rammer om lærernes arbejde, og vi håber derfor, at vi kan bygge videre på den, i samme gode samarbejdsånd og med samme sigte – nemlig vores børn, siger formand for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, Mai-Britt Beith. (Socialdemokratiet)

Under valgkampen sagde socialdemokraterne, at de ikke var afvisende overfor at indgå lokalaftale med Danmarks Lærerforening. Hvis de kan komme frem til en aftale, som begge parter kan se sig selv i, og som giver begge parter muligheden for at skabe en bedre folkeskole, så er det den vej, de skal gå, hvis det står til Mai-Britt Beith.

– Jeg håber, at forhandlingerne munder ud i et forslag, som jeg kan bære med i udvalget og i byrådet, siger Mai-Britt Beith til Flaskeposten. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland