Hjørring-virksomhed bygger ny fabrik til 40 millioner kroner

Virksomheden Rolltech investerer 40 millioner kroner i en ny fabrik tæt på deres nuværende fabrik i Hjørring.

Et symbolsk første spadestik indledte torsdag en spændende tid for Hjørring-virksomheden Rolltech. Virksomheden, der producerer profiler til termoruder, har investeret 40 millioner kroner i en ny fabrik på Mads Clausens Vej i Hjørring. 

Grunden blev købt af Hjørring Kommune, der er glade for, at det er lykkedes at sælge hele arealet samlet. 

- Vi har haft mange tilbud om køb af dele af arealet. Men i økonomiudvalget har vi holdt fast i, at denne attraktive grund skulle sælges samlet. Den beslutning er jeg glad for. Det er stort for byen, at Rolltech nu kan og tør ekspandere. Lad os bare sige det højt og tydeligt: Vi kan noget i Hjørring, sagde borgmester, Arne Boelt (S) til Hjørring Erhversnyt. 

Byggeriet bliver på 3500 kvm. og skal udføres af Richardt Thomsen Erhvervsbyg fra Brønderslev. Byggeret er første del af yderligere ekspansion i virksomheden. 

- Vi ejer rettighederne, vi kender alle finesser, vi har udviklet energioptimerede styringer, og vi samler selv linjerne. Det, vi bygger her, er ”state of the art”. Ingen andre vil være i stand til at sælge tilsvarende linjer til andre, siger Lars Knudsen, der er administrerende direktør i Rolltech. 

Rolltech forventer, at den nye fabrik er klar til at blive taget i brug efter årsskiftet. 


Seneste nyt

fra Nordjylland