Hjørring kæmper for de unge

De store byer i regionen lægger vandret for at tiltrække og fastholde de unge i kommunen. I dag stod Hjørring på den anden ende, for at underholde de mange studerende som enten er i gang med, eller lige er startet på et studie i byen.

Overalt i Hjørring by var der i dag konkurrencer hvor de unge kunne prøve kræfter i et hav af discipliner.

- Det er helt vildt sjovt. Vi kommer ud i naturen og skal ikke side inde bag en lukket dør og have undervisning, siger studerende Nanna Hvims til TV2/NORD.

I Aalborg bygger kommunen i hundrede vis af ungdomsboliger og deler rundstykker ud på Gl. Torv for at lokke de unge til byen. Det har de ikke råd til i Hjørring, men så kan de lave en fest i stedet.

- Jeg vil ikke engang sammenligne os med Aalborg, fordi den der smule rundstykker de har ude på Gl. Torv det kan jo slet ikke måle sig med det her fantastiske event vi har her i dag, som er skabt på de unges premisser. Det er ikke en konkurrence, men det handler om at vise hvad vi har og hvad vi kan, siger skoleudvalgsformanden i Hjørring kommune, Daniel Rugholm til TV2/NORD.

Der er mange penge på spil i jagten på de unge. I runde tal så har hver ung 50.000 kroner med til kommunekassen i bloktilskud, så det gælder om at holde fast på dem man har og få fat i nogle nye. Også selv om man helst ikke snakker om penge.

- Det her det handler ikke så meget om penge. Det her det handler om de unge, og det handler om at skabe en rigtig, rigtig fed dag for dem, og vise hvad vi kan her i Hjørring, siger skoleudvalgsformanden i Hjørring kommune, Daniel Rugholm fra de konservative til TV2/NORD.

HjørringLive sluttede her i eftermiddags med en koncert med Christopher, Clemens og Dúné.


Seneste nyt

fra Nordjylland