Hjørring Kommune frikendt for selvmord

 Hjørring Kommune frikendt for selvmord

Det er ikke Hjørring Kommunes skyld, at den 14-årige Hannah Brath begik selvmord den 12. oktober sidste år. Det slår en uvildig redegørelse fra BDO Kommunernes Revision fast.

Revisionen påpeger dog, at der er en række fejl og mangler i håndteringen af sagen om den autistiske pige fra Hjørring.
- Der er tale om et hændelsesforløb over en årrække, som burde være håndteret anderledes, og hvor forvaltningen ikke i alle forhold lever op til egne retningslinjer for arbejdet med familiesager og til bestemmelserne i Lov om Social Service, meddeler Hjørring Kommune.
Kommunen blev umiddelbart efter den tragiske hændelse kritiseret fra flere sider for ikke at gribe ind, selvom den flere gange blev advaret om den autistiske pige på dagen for selvmordet.
Med baggrund i en ung piges tragiske død sidste år har kommunen fået udarbejdet den uvildige redegørelse, som nu fastslår, at kommunens handlinger i pigens sagsforløb ikke var skyld i den tragiske hændelse.
Redegørelsen kritiserer dog kommunen på en række områder bl.a., at der ikke i alle tilfælde er reageret på modtagelse af underretninger, det er uklart hvilken praksis forvaltningen har brugt omkring børnesamtaler, undersøgelser i sagen vurderes i visse tilfælde som mangelfulde, og der har ikke i alle tilfælde været opfølgning på handleplaner.
Endelig kritiseres Hjørring Kommune for ikke at have reguleret forældrenes samvær med barnet, ligesom redegørelsen vurderer, at kommunen burde have overvejet en tvangsmæssig afgørelse i sagen.
Selvom redegørelsen fritager kommunen for skyld i den unge piges død, er det en meget tragisk sag, og forvaltningen udtrykker forståelse for familiens dybe sorg over tabet af barnet, lyder det fra Hjørring Kommune.
Redegørelsen peger på en række punkter, som vil blive inddraget i et fremtidigt læringsforløb. Med afsat i redegørelsens vurderinger og kritikpunkter, har forvaltningen derfor tilrettelagt et lærings- og kvalitetssikringsforløb for ledere og medarbejdere i Børne- og familieafdelingen.


Seneste nyt

fra Nordjylland