Hjørring Kommune satser på de store byer

Hjørring Kommune oplever fald i befolkningstallet. Især yderområderne affolkes, og derfor vil kommunen nu fokusere på de større byer.

I løbet af de sidste fire år er befolkningstallet i samtlige nordjyske kommuner - lige bortset fra Aalborg - faldet. I Hjørring Kommune er der blevet næsten 2000 færre borgere i den periode, og kommunen kæmper for at vende udviklingen.

Det er primært kommunens yderområder, folk flytter fra, og der er faktisk vækst i Hjørring by. Derfor er kommuenns fremadrettede strategi også at satse mere på de større byer for at fastholde og tiltrække borgere.

- Vi har jo en akse gennem kommunen med Hirtshals, Hjørring og Vrå, hvor motorvejen løber igennem. Her ved vi, at der vil være erhvervsmæssig vækst og derfor kan også bosætningen fastholdes siger borgmester Arne Boelt (Soc. Dem.).

Han afviser, at man helt vil sylte yderområderne, men understreger samtidig, at det er nødvendigt med en klar strategi for at udvikle de byer, hvor der ser ud til at være størst mulighed for vækst.

- Der må kommune og borgere se hinanden i øjnene og blive enige om, hvor vi skal satse. For det er klart, at det ikke kan være alle byer, siger borgmesteren.

Han tror og håber at en målrettet strategi kan være med til at vende udviklingen, men om det ligefrem bliver til positiv vækst, tvivler han dog på.

- Det bliver svært at vende det fuldstændig. Men hvis vi træffer de rigtige beslutninger, tror jeg på, at vi kan stoppe den hårde tilbagegang, vi har oplevet de sidste tre-fire år, siger Arne Boelt.


Seneste nyt

fra Nordjylland