Hjørring Kommune undersøger autist-sager

 Hjørring Kommune undersøger autist-sager

Hjørring Kommune vil nu undersøge, hvad der går galt, når forældre til børn med autisme føler, de ikke får den rigtige information og rådgivning af kommunen.

Efter TV2NORD har sat fokus på Hjørring Kommunens håndtering af børn med autistme, har formanden for børne- og undervisningsudvalget, Ole Albæk (Lokallisten) nu besluttet, at fremskynde analysen af arbejdet omkring hvordan kommunen tackler sagerne om børn med autisme.

- Jeg vil gerne have at vide, hvordan kan det være at forældrene har fået den opfattelse, at vi ikke står til rådighed med den hjælp, de har brug for. Vi må kigge på om, der er noget, der gøres forkert, eller om man simpelthen misforstår hinanden, siger Ole Albæk.

Vibeke Stensgaard Mortensens søn Oliver er otte år og er autist. Hun har gennem flere år kæmpet for at få det rigtige tilbud til sønnen.
Hun føler, at Hjørring Kommune holder tilbuddene til autister tæt inde til kroppen.

- De taler i koder til almindelige borgere hos kommunen. Der er ingen hjælp at hente, ingen rådgivning i forhold til hvor er vi på vej hen i forhold til min søn, eller hvad kan vi selv gøre... det må man selv finde ud af, og jeg har brugt rigtigt mange timer på internettet for at få oplysninger, siger Vibeke Stensgaard Mortensen.

Hjørring Kommune tager nu kritikken til sig, og Ole Albæk håber i løbet af det næste halve år at have et overblik over, hvad der er galt.


Seneste nyt

fra Nordjylland