Hobro får ansigtsløft

Hobro midtby skal fornyes. Budgettet lyder på 40 millioner kroner.

En større konkurrence skal løfte Hobro midtby. Konkurrencen løber over de næste to år, hvorefter midtbyen skal renoveres for 40 millioner kroner. Pengene kommer fra Trafikstyrelsen og Realdania.

- Vi oplever, at der er en interesse for at bygge og investere i Hobro, og med opbakningen fra både Trafikstyrelsen og Realdania får vi nu mulighed for at skabe en spændende proces og realisere de store anlægsprojekter, der skal trække de private investeringer med og virkeliggøre intentionerne i Midtbyplanen. De projekter, som vi nu får mulighed for at føre ud i livet, skal gøre byen interessant for både virksomheder, borgere, tilflyttere og gæster, siger borgmester H. C. Maarup (Soc.Dem.) i en pressemeddelelse.

Realdania støtter desuden realiseringen af et byrumsprojekt i Havnegade-kilen, der skal være byens nye ansigt og koble byens handelscentrum og gågaden med den rekreative, kulturorienterede Søndre Kaj. I alt bidrager Realdania med 14 mio. kr. til byudviklingen i Hobro.

- Hobro er et godt eksempel på en by, hvis liv og udvikling i dag er begrænset af trafikale barrierer, der afskærer dele af byen fra hinanden. Projektet løser en vigtig bymæssig udfordring, som Hobro har sloges med i mange år. En udfordring, som også optræder i rigtig mange andre byer i Danmark. Derfor er der stort potentiale i at skabe forbindelse og et attraktivt byrum på tværs af Brogade, så havnen og Mariager fjord igen bliver en tilgængelig del af Hobro by, siger Hans Peter Svendler, der er direktør for Realdania.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord