Hobro fører an i Europa med avanceret brintanlæg

Et stort brintanlæg under opbygning i Hobro skal føre an i Europa med sin avancerede og nyskabende teknologi.

Tre Hobro-baserede virksomheder er gået sammen om at få en brintfabrik op og stå i Hobro Syd. Fabrikken vil være en af de største og mest avancerede brintanlæg i hele Europa. 

- Ingen i Danmark har før lavet noget, der ligner brintanlægget i Hobro. En grundig planlægning af projektet er derfor meget vigtig, siger Jan Justesen, der er afdelingsleder og medejer af Lillegaarden El, som er en af de tre virksomheder bag byggeriet. 

Lillegaarden El har sammen med Hobro Rustfri Procesteknik og A/S Karl Jensen vundet udbuddet på den avancerede brintfabrik, der skal stå klar til efteråret. 

- For os er det en spændende og udfordrende opgave, hvor vi har omprojekteret udbudsmaterialet til danske forhold. Vi er da ret stolte over at have landet en opgave af denne karakter, hvor vi har været i konkurrence med væsentlig større firmaer fra hele landet, siger Mikael Busk, projektleder i A/S Karl Jensen. 

Fabrikken hedder HyBalance, og de tre Hobro-virksomheder har modtaget støtte fra den globale gasproducent Air Liquide, EU's Fuel Cells and Hydrogen Joint Undertaking og det danske ForskEL-program til at finansiere byggeriet.

HyBalance vil producere brint primært baseret på strøm fra vindmøller. Brinten kan bruges i industrien, brintbiler og brintbusser.

Placeringen af brintfabrikken i Hobro er praktisk, da byen er hjemsted for flere virksomheder, der anvender brint. 


Seneste nyt

fra Nordjylland