Hobro forlænger med Damborg

Jonas Damborg tager endnu en sæson i Hobro IK. Foto: TV2/NORD (Arkiv)

1. divisionsklubben og den rutinerede spiller tager endnu en sæson sammen.

Jonas Damborg kom til Hobro IK i sommeren 2011 efter at have spillet over 100 førsteholdskampe i Randers FC. Og det har ingen af parterne fortrudt.

- Jonas blev i sidste sæson kåret til årets spiller i klubben, da han i den grad har medvirket til de flotte resultater, som holdet har opnået i de seneste sæsoner. Han er på mange måder ikke prototypen på en fodboldspiller i Hobro IK, da Jonas' styrker primært er, når de andre har bolden. Han løber, lukker af, tackler og spiller bolden hen til sine kammerater, der måske er lidt mere kreative end ham. Men han har på fremragende vis formået at give holdet en rygrad, der har været fundamentet i holdets spil, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Jonas Damborg har ifølge klubben haft flere klubber at vælge imellem, men valgte at blive i Hobro.

- Jonas har været med til at vinde en del kampe for os i de senest sæsoner, men endnu vigtigere er hans bidrag i det daglige. Vi har arbejdet meget med klubbens træningskultur, og der har Jonas i den grad trukket holdet i den rigtige retning. Alle i klubben - både medspillere, trænere og ledere - er blevet skærpet på dette område, og det er måske det mest vigtige skridt for klubben i denne proces, lyder skudsmålet fra sportschefen.

Flere nyheder fra TV2 Nord