Hobro holder kursen mod Superligaen

Foto: TV2/Nord

1. divisions tophold Hobro vandt 2-1 på hjemmebane over Vejle Boldklub, som ellers var foran med 1-0.

Hobro fortsætter den direkte kurs mod Superligaen, efter at topholdet i 1. division vandt med 2-1 hjemme over Vejle Boldklub.

Vejle kom ellers bedst ind i kampen, og den 21-årige midtbanespiller Denis Fazlagic fik efter en fremragende solopræstation sendt bolden i mål til 1-0-føring via den ene stolpe. Der var spillet 20 minutter.

Der blev ikke scoret flere mål i første halvleg, men Hobro havde langt fra opgivet håbet om en udligning.

10 minutter inde i anden halvleg kom belønningen for Hobro, da Mads Jessen fik udlignet til 1-1.

Vejles Christian Sivebæk brokkede sig højlydt over det, han mente var et klart frispark mod ham selv. Men dommerens fløjte forblev tavs, og målet blev godkendt.

Og der skulle komme mere modgang for Vejle. Vejles målscorer til 1-0, Fazlagic, blev udvist i det 64. minut for at bruge nogle tilsyneladende grimme gloser.

Med en mand i overtal kunne indskiftede Dennis Høegh score sejrsmålet til 2-1 for Hobro et kvarter før tid.

Hobro topper nu den næstbedste danske fodboldrække med 22 point efter ni kampe. Vejle har 11 point på en sjetteplads, men vejlenserne har dog spillet en kamp færre.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord