Hobro IK er ude af pokalturneringen

Efter et nederlag på 4-2 til OB blev 1/8 finalen i pokalturneringen Hobro IK’s endestation.

Det var en målrig og underholdende kamp på DS Arena tirsdag aften. Desværre for Hobro IK lukkede de flere mål ind, end de kunne score i den anden ende. Dermed blev tirsdagens 4-2 nederlag til OB også Hobro IK’s sidste kamp i dette års pokalturnering.

Gæsterne fra Odense kom efter 12 minutter i front efter et flot og kontrolleret spark fra Casper Nielsen. I første halvleg lykkedes det ikke for Hobro at få rettet op på resultatet. Derfor blev den tilbagevendte angriber Pål Alexander Kirkevold også sendt på banen fra anden halvlegs start.

Efter to minutters spil i anden halvleg lykkedes det for Hobro at få skabt balance i regnskabet med en scoring fra Sebastian Grønning. OB fik dog hurtigt svaret tilbage, og efter 50 minutters spil var stillingen 3-1 til gæsterne.

Pål Alexander Kirkevold, også i folkemunde kaldet Mål-Pål, fejrede sit comeback efter en længere skadespause og levede op til sit kaldenavn ved fra højre side af banen at brage bolden ind i det lange hjørne til 3-2 efter 55 minutter.

Lige lidt hjalp det dog, da gæsternes Anders K. Jacobsen med et kvarter tilbage af kampen lukkede og slukkede til resultatet 4-2.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland