Hobro IK forlænger med Mathias Haarup: Toårig kontrakt i hus

Foto: Dannie Rosenkrantz, Hobro IK Fodbold

En flot indsats i sine 10 spillede kampe for Hobro IF sikrer nu Mathias Haarup en ny kontrakt med klubben frem til 2020.

Han har bevist sit værd, lige siden han blev hentet til klubben i sommers. Derfor er Hobro IK nu klar til at forlænge den 22-årige Mathias Haarup frem til 2020. Det oplyser klubben påskedag.

- Mathias blev hentet ind som en udviklingsspiller i sommers, og han har virkelig taget store skridt i sin periode i

klubben. Vi tror, han kan fortsætte den positive udvikling, og derfor har vi lavet en ny toårig aftale med Mathias, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Mathias Haarup har i løbet af sæsonen spillet 10 kampe, hvoraf de syv har været i Superligaen. Fire gange er det blevet til en startplads.

Mathias Haarup

  • 22 år.
  • Opvokset i Havndal syd for Hadsund.
  • Begyndte at spille fodbold som 4-årig.
  • Skiftede som 12-årig fra barndomsklubben Havndal til Hobro IK.
  • Spillede herefter seks år i Randers FC.
  • Tog til Brabrand IF i januar 2017.
  • Rykkede tilbage til Hobro IK i sommeren 2017.

Træner: Mathias har stort talent

Cheftræner Thomas Thomasberg ser et stort potentiale i den unge spiller.

Jeg er glad for at være her, og jeg glæder mig over muligheden for at være her i yderligere to år.

Mathias Haarup, Hobro IK-spiller

- Mathias har fået flere chancer fra start i Alka Superligaen, og han har leveret, når han har fået chancen. Han har udviklet sig meget siden i sommers, men har også meget at lære endnu. Han er en god og fornuftig knægt, men han kan stadig blive endnu bedre til at leve som en fuldtidsprofessionel fodboldspiller. Men vi er slet ikke i tvivl om, at det nok skal komme, lyder det fra cheftræner Thomas Thomasberg.

Mathias Haarup er begejstret for at forlænge med Hobro IK.

- Det er rigtig dejligt at blive anerkendt for det hårde arbejde, jeg har udført i min tid i klubben. Jeg er glad for at være her, og jeg glæder mig over muligheden for at være her i yderligere to år. Jeg har måske ikke spillet så mange kampe, men jeg synes, jeg har gjort mit, når jeg har fået chancen, og det bliver jeg nu belønnet for, siger Mathias Haarup, der har ambitioner om at spille endnu flere kampe.

Flere nyheder fra TV2 Nord