Hobro IK laver aftale med Puma

Foto: Mogens Thomsen/TM&E

Hobro IK har lavet en ny tøjsponsoraftale med Puma på fem år. Det betyder at alle klubbens hold fra den 1. juni 2015 spiller i tøj fra PUMA.

Fra den 1. juni 2015 er Hobro IK i samme liga som Arsenal og Dortmund - i hvert fald når det gælder beklædning på fodboldbanen. Hobro IK har indgået en 5-årig tøjsponsoraftale med sportsbrandet Puma. Aftalen betyder, at alle klubbens hold skal til at spille i tøj fra Puma.

Intersport Hobro er også en del af den nye tøjsponsoraftale. I Intersport Hobro bliver der indrettet en Puma/Hobro IK fanshop, og Hobro-fans rundt om i Danmark kommer til at kunne købe klubbens merchandise på en ny hjemmeside.

- Hobro IK og Puma?s værdier passer rigtig godt sammen, og så forstår de at drive en sportsklub. De handler økonomisk ansvarligt og er samtidig en 'hel' fodboldklub, som har hold fra de helt små rækker og op til Superliga-holdet. Det bliver helt fantastisk at skulle arbejde sammen med sådan en klub, siger Sten Larsen, der er Team Sport Manager hos Puma Denmark A/S.

Den nye tøjsponsoraftale er den største i Hobro IK's historie. Den nye trøje til Hobro IK bliver specialfremstillet af Puma, og man forventer, at den bliver præsenteret ved et arrangement i slutningen af juni. Når den nye sæson af Alka Superligaen går i gang efter sommerferien, kommer man til at kunne se Hobro IK spille i det nye tøj.

- Vi forventer os rigtig meget af denne aftale, ikke mindst i forhold til salg af merchandise. Med Puma på sidelinjen får vi et produkt, der volumenmæssigt matcher de største på markedet. Samtidig er det en ekstra styrke, at vi har den lokale sportsforretning med i aftalen, så vi sikrer den bedste mulige kvalitet i distribution og markedsføring af produkterne, siger administrationschef Henrik Hammershøj fra Hobro IK.

Forsiden lige nu