Hobro-spiller rykker til Brøndby

Tyske Björn Kopplin spiller sin sidste sæson i Hobro IK. Forsvarsspilleren er færdig i det nordjyske den 30. juni, hvorefter han skal spille for Brøndby IF.

Den tyske forsvarsspiller skrev kontrakt med Hobro IK i Februar 2017. Nu er Björn Kopplin på vej videre igen. 

Indtil nu har den tyske back været en fast del af Hobro IK’s forsvarskæde, men det slutter efter denne sæson, hvor kontrakten udløber, skriver Hobro IK i en pressemeddelelse.
 
29-årige Björn Kopplin skal i stedet spille for Brøndby IF gældende fra den kommende sæson.

Hos Hobro ærgrer sportschef Jens Hammer Sørensen sig over at måtte sige farvel til Björn Kopplin.
 
- Vi ville rigtig gerne have beholdt Björn, og vi har strakt os langt for at få en ny aftale på plads, men det lykkedes desværre ikke, siger sportschef Jens Hammer Sørensen og fortsætter.
 
- Björn er en rigtig dygtig forsvarsspiller, som er yderst professionel i sin tilgang og samtidig en meget behagelig og vellidt person. Ham kommer vi til at savne, men samtidig glæder vi os på Björns vegne over, at han nu får mulighed for at prøve sig af på allerhøjeste niveau i Danmark, siger han i en pressemeddelelse.
 
Björn Kopplin har spillet 50 kampe og scoret 4 mål i hans tid hos Hobro IK.


Seneste nyt

fra Nordjylland