Hobro taber nyt skridt i Superliga-jagten

Efter 0-2 i Horsens har det ellers så suveræne tophold nu tabt to kampe i træk i den næstbedste række.

Er de frygtede gummiben ved at indfinde sig i Hobro?

Træner Jonas Dal og hans spillere må nok begynde at vænne sig til det spørgsmål, efter at Hobro torsdag aften tabte 0-2 i Horsens.

Nu har det ellers så suveræne tophold i landets næstbedste fodboldrække nemlig tabt to gange i træk - og begge nederlag er kommet mod de argeste konkurrenter i jagten på Superliga-billetter.

Det var de to tidligere Vejle-spillere Steffen Kielstrup og Erik Marxen, der stod for de afgørende scoringer i anden halvleg af en underholdende kamp på Casa Arena.

Kielstrup bragte Horsens foran kort efter pausen, da han efter hjørnespark saksesparkede på overliggeren og liggende fik raget nedfaldsbolden ind i Hobro-målet.

Med 13 minutter igen var det så venstrebacken Marxen, der efter et nyt hjørnespark ekspederede bolden i mål på et flot udført hovedstød.

Dermed fik det ikke nogen betydning, at Horsens-dirigenten Martin Retov brændte et straffespark i første halvleg.

Hobros keeper, Jesper Rask, leverede en flot redning på midtbaneveteranens forsøg, men det lykkedes altså ikke at bjærge et vigtigt point.

Hobro fører dog fortsat NordicBet Ligaen, men Horsens fik med sejren formindsket sensationsholdets forspring til seks point.

Side om side med Horsens ligger Silkeborg, der i sidste uge vandt i Hobro som det første hold i denne sæson.

Silkeborg kan rykke tre point tættere på topholdet, hvis det bliver til sejr i søndagens hjemmekamp mod Brønshøj.


Seneste nyt

fra Nordjylland