Hobro tabte udekamp til FC Nordsjælland

Hobro IK er fortsat at finde på ALKA Superligaens nederste placering - lørdag tabte himmerlændingene med 2-1 til FC Nordsjælland

FC Nordsjællands hjemmebane hedder Right to Dream Park, men drømmen til tre point blev ikke til mere end en drøm for Hobro IK, lørdag eftermiddag.

ALKA Superligaens bundprop måtte nemlig endnu engang gå fra banen uden point, denne gang et nederlag på 2-1 i Farum.

Hjemmeholdet kom foran 1-0, kort før halvlegspausen. Nicklas Strunck fik skubbet bolden det sidste stykke over målstregen, mens Hobros forsvarsspillere applerede for en offside-kendelse, der aldrig kom.

Den stilling holdt indtil syv minutter før tid, hvor Nordsjællands Andreas Skov Olsen med et elegant chip fra en spids vinkel gjorde det til 2-0.

I et sidste forsøg på at få point med fra Farum, lykkedes det i overtiden for Hobros Nicholas Gotfredsen at heade bolden i mål til 2-1, men der var minutterne sluppet op. 

Hobro IK mangler fire kampe af Superligaens grundspil.

FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen chipper elegant bolden forbi Hobro-målmand Jesper Rask
FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen chipper elegant bolden forbi Hobro-målmand Jesper Rask
Foto: Anders Kjærbye (Ritzau/Scanpix)

Seneste nyt

fra Nordjylland