Hobro vinder bidende kold bundgyser

På en iskold søndag tog Hobro IK imod Vejle Boldklub i Superligaen. Hjemmeholdets fans fik kun et enkelt mål at varme sig på, men det var lige akkurat nok til tre point.

Hobro skulle søndag eftermiddag forsøge at rejse sig fra sidste rundes nederlag til Esbjerg. Det var en på papiret overkommelig modstander, der gæstede DS Arena i Hobro.

Modstanderen var nemlig oprykkerne fra Vejle Boldklub, som godt nok åbnede sæsonen som lyn og torden, men siden ikke har levet op til den gode sæsonstart.

Vejle lå inden dagens kamp på Superligaens 12. plads med 12 point. Hobro indtog sidstepladsen med ni point. Dermed kunne Hobro spille sig op på siden af oprykkerne med en sejr i søndagens opgør.

Det var Vejle, der åbnede kampen bedst og spillede sig til flere chancer i kampens indledende fase, men Hobro defensiven afviste de vejlenserne.

I den anden ende skulle Hobro til gengæld kun bruge en enkelt chance for at bringe sig på måltavlen. Efter 39 kolde minutter fik de frysende tilskuere på lægterne endelig noget at varme sig på, da Mathias Haarup kunne bringe hjemmeholdet foran med 1-0.

Det var Emmanuel Sabbi, der erobrede bolden uden for feltet. Han sendte den videre til Mikkel Pedersen, som lagde den af til Mathias Haarup i et overlap. Med indersiden kunne Mathias Haarup sende bolden ind bag Vejles slovakiske målmand, Pavol Bajza.

Se Mathias Haarups mål her.

Hobro holdt skansen

I anden halvleg tog snevejret til i Himmerland. Om det var det, der gjorde, at begge hold havde svært ved at finde netmaskerne, kan man kun gisne om.

Men man kan ikke klandre Vejle for ikke at forsøge at udligne Hobros føring. Sydøstjyderne kom frem til hele 10 afslutninger i anden halvleg, hvoraf tre af dem var indenfor rammen, men ingen af dem gik ind bag Jesper Rask i Hobro-målet.

Vejles største chance i halvlegen tilfaldt angriberen Alan Sousa. Han skulle bare røre bolden for at sende den i kassen, men den brasilianske angriber sparkede forbi bolden.

Hobro havde anderledes svært ved at komme til afslutninger. Faktisk blev de blå-gule ikke noteret for et enkelt forsøg på mål i anden halvleg.

Derfor blev Mathias Haarups mål fra første halvleg ekstra vigtigt, da det efter 90 minutter lige akkurat var nok til at sikre Hobro sejren i en kamp, hvor Vejle havde alle muligheder for selv at løbe med de tre point.

Trods sejren ligger Hobro fortsat sidst i tabellen, men kan nu notere 12 point på 14 kampe. Vejle ligger lige foran og har ligeledes 12 point, dog med en bedre målscore end Hobro.

Efter kampen fik TV2 Nords reporter i Hobro, Mogens Jørgensen, disse kommentarer fra cheftræner i Hobro, Allan Kuhn, og målmand, Jesper Rask.

 
 

Seneste nyt

fra Nordjylland