Hobro-virksomhed omskoler ufaglærte og kommer manglen på arbejdskraft til livs

Foto: Jesper Rau

02:07

1 af 2

Hver fjerde nordjyske virksomhed mangler kvalificeret arbejdskraft, og derfor går Hobro-virksomheden BM Byggeindustri nye veje for at skaffe medarbejdere nok.

Helene Levisen er egentlig uddannet social- og sundhedshjælper, men for omkring halvandet år siden fik hun nok af sit arbejde og søgte nye veje.

Hun gik ledig i noget tid, men kom så på virksomhedsbesøg hos BM Byggeindustri i Hobro med henblik på at starte i virksomhedspraktik.

- Jeg havde valget i mellem at blive maskinoperatør eller komme ind hos BM Byggeindustri som byggeoperatør. BM Byggeindustri virkede mere spændende, så det valgte jeg. Det var hårdt at skifte til at starte med, men det er gået fint, og det er spændende, siger Helene Levisen.

Et noget utraditionelt jobskifte, men ikke desto mindre meget normalt for flere af de ansatte hos BM Byggeindustri. Den nordjyske byggeindustri buldrer derudad, og hver fjerde virksomhed melder nu om problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft, lyder det i en analyse fra foreningen Dansk Byggeri. 

Ufaglærte omskoles til tømrerarbejde

BM Byggeindustri stod med det samme problem og indledte derfor tilbage i maj 2015 et samarbejde med Tech College i Aalborg og jobcentrene i kommunerne Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild om et kursusforløb for ufaglærte.

- Årsagen til det er, at vi ikke kunne få nok arbejdskraft. Vi havde simpelthen udtømt markedet for faglærte i miles omkreds, og vi var nødt til at tænke anderledes, siger produktionschef hos BM Byggeindustri, Christian Frimor Frølund.

Resultatet blev to otte ugers uddannelsesforløb, der består af fire uger på skolebænken hos Tech College og fire uger i virksomhedspraktik hos BM Byggeindustri. Meningen var så, at Hobro-virksomheden skulle finde sine medarbejdere blandt praktikanterne

- Det har været en kæmpe succes. På de første syv kursusforløb, vi kørte, ansatte vi 75 procent af dem, der havde været igennem forløbet. Og vi har haft 12-14 personer igennem hvert forløb, siger Christian Frimor Frølund.

Kan løse problemerne med arbejdskraft

Derfor har BM Byggeindustri ansat både bagere, slagtere og SOSU-assistenter som Helene Levisen. I alt er cirka 50 medarbejdere blevet ansat gennem kursusforløbet.

Dansk Byggeri skønner, at der på landsplan i 2025 vil mangle godt 60.000 faglærte, hvis det mønster, vi har set på arbejdsmarkedet de seneste 20 år, fortsætter.

- BM Byggeindustris samarbejde med kommuner og uddannelsesinstitutionen er et mønstereksempel, som andre virksomheder i byggeindustrien kan lære af og tage til sig, siger Thomas Uhd, branchechef i branchefællesskabet Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri.

BM Byggeindustri bygger lejligheder i moduler, der kan leveres færdiglavet byggepladsen, hvor de monteres med kran.

Lige nu barsler virksomheden med planer om at åbne en fjerde produktionslinje, og det kræver, at de uddanner endnu et hold byggeoperatører til at arbejde med produktionen. Derfor regner de med at starte et nyt kursus op efter sommerferien.

Flere nyheder fra TV2 Nord