Hobrovej udvides i Aalborg

 Hobrovej udvides i Aalborg

Efter påskeferien starter et omfattende vejarbejde i City Syd i Aalborg - blandt andet for at gøre klar til den kommende IKEA-butik.

14. april går Aalborg Kommune i gang med at udvide Hobrovej fra Vægten (ved HTH Køkkens butik) til Hobrovej 568 før Svenstrup. Meningen er, at vejen skal udvides til fire spor.

- Formålet er at øge trafiksikkerheden ved at begrænse antallet af uheld som følge af kødannelser - og sikre gode vejforhold på disse strækninger, når IKEA etableres i 2010. Desuden er forbedringen og udvidelsen en forudsætning for at fortsætte den positive udvikling af City Syd som et særdeles attraktivt sted for lokalområdet og hele Nordjylland, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.

Under vejarbejdet vil der kun være et kørespor i hver retning på strækningen, og det kræver ekstra opmærksomhed fra bilisterne.

- Vi opfordrer til, at bilisterne benytter begge kørespor så længe som muligt og fletter ind så sent som muligt. Ved at vise hensyn og lade andre bilister flette ind kan længden på køerne begrænses.

Arbejdet forventes at være færdigt midt i december i år.


Seneste nyt

fra Nordjylland