Højlunds Forsamlingshus genopstår i Aalborg – og du kan være med

Foto: Frank Cilius / Ritzau Scanpix

Det legendariske debatprogram ”Højlunds Forsamlingshus” genopstår i valgkampen – denne gang med Niels Højlunds datter ved roret.

TV 2 News-værten Gertrud Højlund genopliver i valgkampen sin fars, Niels Højlunds, meget populære debatprogram ”Højlunds Forsamlingshus”.

- Selvfølgelig har dette program personlig og følelsesmæssig betydning for mig, men det betyder endnu mere, at jeg kan fortsætte programmets og min fars ambitioner om at samle danskerne om fælles samtaler og demokratisk debat. Disse ambitioner har stadig en stor relevans og berettigelse, siger Gertrud Højlund

Den 29. maj kommer debatprogrammet til Aalborg, når der 19.20 sendes fra Create Aalborg Universitet i Aalborg. Her er der mulighed for at være med som publikum og debattere med toppolitikere fra hele landet.

- Min far var bærer af stærke demokratiske traditioner, som de blandt andet gav sig udtryk i ’Højlunds Forsamlingshus’. Det glæder mig, at jeg i valgkampen kan være med til at forny den levende, demokratiske debat, der er lige så relevant og vigtig i dag, som det var tilfældet i TV 2s første år, siger Gertrud Højlund.

Niels Højlund stod for ”Højlunds Forsamlingshus” helt fra TV 2’s begyndelse i 1988 og indtil 1994. Udover at være vært på debatprogrammet var Niels Højlund også højskoleforstander.

Du kan hente billetterne gratis, så længe der er plads her 

Forsiden lige nu