Højsæson for hjortepåkørsler: Sådan skal du forholde dig som bilist

GF Forsikring i Nordjylland opfordrer bilister til at holde ekstra øje med vildtskilte, fordi efterårsmånederne er højsæson for påkørsler af hjortevildt.

Perioden fra oktober til januar markerer en kedelig højsæson for påkørsel af hjortevildt. De kortere dage betyder nemlig, at hjortevildtets aktivitet falder sammen med myldretid på vejene.

Gode råd til at undgå påkørsel af dyr

 

  • Hold altid øje med vildtskilte.
  • Vær opmærksom på, at hjortevildt er flokdyr. Der vil derfor ofte komme mere end ét dyr ud på vejen.
  • Vær ekstra opmærksom i maj-juni og oktober-januar, hvor der er særlig stor aktivitet hos hjortevildtet.
  • Risikoen for påkørsel er størst ved solopgang og solnedgang.
  • Vær ekstra opmærksom ved kørsel gennem områder med skov, eng og levende hegn.
  • Hold øje med vejkanten. I mørke opdager man ofte reflekserne fra vildtets øjne, og så er det en god ide at lette foden fra speederen.

Gode råd ved påkørsel af dyr

  • Ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvis du påkører et dyr.
  • Oplys vejnavn, vejnummer, kilometersten/vejkantspæl eller GPS-koordinater. Jo mere præcist, jo lettere er det at finde frem til dyret.
  • Gå aldrig hen til et såret dyr. Hvis dyret har kræfter til at rejse sig, vil det gøre det af sig selv, og større, sårede dyr kan være farlige.
  • Følg ikke efter et såret dyr – man ødelægger sporet for sweizzhunden, der sendes ud for at lede efter dyret.

Omkring 45 procent af det samlede antal påkørsler i løbet af et år vil ske frem mod slutningen af januar.

En stor del af forklaringen er, at det bliver senere lyst om morgenen og tidligere mørkt om aftenen. Dermed falder tusmørket om morgenen og om aftenen, hvor hjortevildtet er mest aktivt, sammen med myldretiden på de nordjyske veje, og derfor skal man være ekstra opmærksom bag rattet i tidsrummet 6-9 om morgenen og 16-21 om aftenen.

- Det vigtigste på denne årstid er at være opmærksom i aftenskumringen og i dæmringen om morgenen. Hold øje med vildtskiltene og sænk farten, når du ser et, for de betyder, at der er en særlig risiko for at møde hjorte eller råvildt, siger Bente Nielsen på vegne af GF Forsikring i Nordjylland.

Hun tilføjer, at man som bilist skal huske, at hjortevildt oftest bevæger sig i flok. Det betyder, at der er en god chance for, at der er flere dyr lige i nærheden, når man først ser en. Samtidig skal man være ekstra opmærksom, når man kører, hvor der er skov, eng, levende hegn eller lignende.

Lad være med at undvige

- Hvis uheldet er ude, og der pludselig står hjortevildt foran dig, er det vigtigt, at du ikke forsøger at undvige. Risikoen for at ende i grøften eller ramme en anden bilist er for stor, fordi det går så stærkt. Prøv i stedet at bremse og holde din vejbane, siger Bente Nielsen.

Det er dog ikke kun i årets sidste måneder, at man som bilist skal være ekstra opmærksom på hjortevildt. I maj og juni får dyrene nemlig unger, og derfor er de også mere aktive end normalt i den periode.

Hvis man påkører hjortevildt, kan skaderne på bilen i gennemsnit snildt ryge op i 25.000 kroner eller mere, oplyser GF Forsikring.


Seneste nyt

fra Nordjylland