Høj Hamrén-cigar efter sejr over Brøndby

AaB-træner havde fundet cigaren frem og tror stadig på medaljer efter sejr over Brøndby

Med en pulsende cigar i mundvigen ligende Erik Hamrén præcis, hvad han var efter lørdagens sejr over Brøndby - veltilfreds og i godt humør.

- Det er en ægte cubaner - og den smager rigtig, rigtig godt, skrydede Hamrén, der i hjemmesejren over Brøndby to gange kunne se sit hold komme tilbage efter at have været bagude.

To mål fra Rade Prica og en straffesparkscoring fra Rasmus Würtz vendte dog kampen til AaB's fordel.

- Vi spillede rigtig godt i begge halvlege, og jeg synes, det var fortjent, at vi vandt. Det var stærkt, at vi to gange formåede at komme tilbage, sagde den svenske træner, der endnu ikke helt har afskrevet holdets medaljechancer.

Medaljer, der ellers så ud til at være totalt uden for rækkevidde, da AaB 5. april led et 0-2-nederlag i hjemmekampen mod FC Midtjylland.

- Målet er stadigvæk en plads i top fire. Men kan vi gøre det endnu bedre, går vi selvfølgelig efter det. Efter kampen mod Midtjylland sagde alle, at vi var væk - men vi er fandeme ikke væk, grinede Erik Hamrén.

/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord